Computerne og mig

Jeg har efterhånden haft en del computere og har måttet konstatere den euforiserende virkning ved at have et stykke nyt hardware i hånden, erstattes af en ligegyldig håndbevægelse hen over venstre skulder et par måneder efter indkøbet... Min første computer havde jeg da jeg var 13 år, det var en Amiga, som blev købt da jeg i stor misundelse over nogle af mine kammerater havde en commodore 64, overtalte mine forældre til at punge de 4500kr ud den kostede brugt. Den holdte et par år da den en dag i overanstrengelse gik i sort og endte i Frtiz's hardware domæne. Mine forældre havde nu set mig spendere min kostbare fritid foran en skærm med en muntrepind (mov) i hånden, så de havde bestemt sig for at nu skulle vi have en computer man kunne bruge til noget, så vi skulle have en rigtig PC, det blev en 486DX-40, med et sejt grafikkort - Tseng ET3000W32i, og så en 420mb harddisk - se det var sager, jeg nåede både at få installeret en beta version af windows 95 og en slackware linux, med kernel 1.1.2 tror jeg nok. Men efter noget tid ville jeg have min egen computer, og overtog en 486DX-80, som jeg købte af en af mine venner - Uhrskov, selv havde han opgraderet til en pentium 133 og det var simpelthen det vildeste sjet. Den blev nu hurtigt opgraderet til en Cyrix 6x86 166+, den vildeste kogeplade jeg har haft i en computer, og så kunne dens FPU ikke regne.. :o( Men jammen ikke også om den blev opgraderet, jeg fik anskaffet mig en ny pentium 200mmx cpu og nu kørte den bare som en drøm. Den holdte da også et års tid, før jeg opgraderede til en Celeron 300, der hurtigt blev overclocket til ca. 450Mhz, den havde 2 IBM 22GB harddiske der sad på en fasttrak66 RAID controller, som egentligt også er noget møg.

Efter et halvt år med en computer hvis blæser støjede som naboens kantklipper en søndag morgen, og to harddiske der kun kunne hjælpe til bestemte jeg mig for at jeg ville have mig en computer der var behagelig og praktisk at bruge. Det skal nok også nævnes at jeg havde bygget den ind i et gammelt IBM server kabinet, jeg havde fået af Fritz, som vejede omk. 15kg.... Jeg havde bestemt mig for at det skulle være en god, praktisk og gerne pæn computer. Valget faldt på en macintosh, skønt næsten alle dem jeg kendte grinte og stadig griner deres røv i laser over ordet macintosh. Men dem om det. Faktisk var jeg meget glad for min tangerine iBook, der kunne bruges til det jeg dengang syntes var interessant: linux, grafik, tekstbehandling, chat og web-browsing. Jeg modificerede den så den passede bedre til mine daværende krav, jeg satte 128mb ekstra ram i og en 12gb IBM harddisk.

Men skæbnen ville at det ikke skulle vare mere end et enkelt år før jeg igen afskaffede apparatet, der var mig engang så vigtigt, nu sidder jeg og skriver læs på en gammel Macintosh Colour Classic, der vel svarer til lidt mere end en dobbelt amiga med harddisk og lidt ram - det er den perfekte skrivemaskine! Det skal nok ikke vare længe inden jeg ligesom Carsten Graff får den opgraderet til et meget mere avanceret redskab, som han så udemærket beskriver i sin bog "Samtaler med et Træ", her kommer et uddrag:

Den lettilgængelige revolution
Endelig kom den! Fra forskningslaboratorierne har man nu med stor forsinkelse udgivet tekstbehandlingssystemets arvtager. Det nye værktøj har skabt et skred i menneskets måde at opleve og reflektere over verden på. I mange år har tekstbehandlingssystemet stået som det førende værktøj til udarbejdelse af tekster og dermed ideer og tanker. Denne æra er nu slut efter heroisk arbejde udført af en lille, eksklusiv forskergruppe. Gennem intensiv forskning i menneskelig adfærd, miljøproblemer og ergonomi har man foretaget et kvantespring, der nu har gjort det umulige muligt . Det nye vidunder er ikke et system, men i højere grad repræsenteret i et værktøj der giver frihed til at handle impulsivt og uforudsigeligt. Værktøjet er mere holdbart og driftsikkert end computeren. Det kan anvendes under vandet og koster næsten intet. Ud over alle disse fordele kan det udskrive i alle tænkelige skrifttyper på både konvolutter, brevpapir og papkasser. Det kan ligge i inderlommen og har også indbygget slettemulighed. Det er faktisk ikke den opgave, som det ikke kan klare - det kan tilmed benyttes til at rense negle med. Værktøjet er fantastisk brugervenligt og kan benyttes af alle lige fra spædbørn til olding UDEN nogen form for uddannelse, tekniske evner eller indsigt. Med ét slag har man elimineret tastaturangst, museskader, skærmstråling, papiroverforbrug, enorme udgifter til kurser, overfyldte computerlossepladser og flaskehalsproblemer i uddannelsessektoren. Brugeren kan nu arbejde totalt uafhængigt af strømafbrydelser, og risikerer derfor ikke længere at få opmærksomheden trukket væk fra sine arbejdesopgaver. Man taler ikke længere om den digitale revolution, men i stedet om den elbesparende, lættilgængelige, bærbare, billige og letforståelige revolution.

Men hvad har man valgt at kalde et nyt værktøj, der med et slag har formået at sætte mennesket fri af teknologiens luner? I starten kaldte man det for en flere-generationscomputer. Navnet var dog ikke dækkende, da der for så vidt ikke var tale om en computer. Navneproblematikken er efter store anstrengelser blevet løst. Udviklerne tog udgangspunkt i, at værktøjet kunne bevæge sig hurtigt og uforudsigeligt på et skriveunderlag. Som en del af navnet valgte man derfor ordet 'myre'. Da værktøjet heller ikke havde indbygget blæser, var det oplagt at kalde den for den 'stille' myre - eller med andre ord den 'bly' myre. Blymyren forventes at blive en stor eksportsucces. I udlandet har man dog problemer med at udtale ordet 'myre', som man derfor har oversat til det mere internationale 'ant'.

-- Carsten Graff
"Samtaler med et Træ"

Skønt Carsten Graff tager afstand til informationsteknologien eller prøver at motivere til at reflektere noget mere over den store utvetydige dyrkelse af "fremskridtet" er han dog også selv på internet for at markedsføre sine bøger/ foredrag. Som er værd at læse/ høre på.

Men det er altså her min computerrevolution står, vakler og er måske helt faldt på næsen efter jeg søgte ind på "Datalogi-Filosofi" på Århus universitet, hvilket jo lyder meget spændende, men egentligt bare dækker over en studieretning med datalogi som hovedfag og filosofi som bifag - ØV! Så nu er jeg istedet for at begrave mig i matematiske prolemer, implementering, compiler fejl og datastrukturer taget til Kina, hvilket nok skal blive spændende :o)

Det er faktisk også lykkedes mig at komme hjem igen - og jeg er begyndt at studere filosofi... filosofi er...